1 |
O MENNESKESØN! En dugdråbe af Mit uudgrundelige hav
har Jeg skænket verdens folk, fandt dog ingen vendt
derhen, eftersom alle har vendt sig bort fra enhedens
himmelske vin mod det rådne bundfalds urenhed og har,
tilfredse med livets kop, sat det udødelige skønhedens
bæger bort. Skammeligt er det, hvormed han stiller sig
tilfreds.
|