1 |
O RETFÆRDIGHEDENS SØN! I midnatstimen er det
udødelige Væsens skønhed draget fra troskabens
smaragdgrønne højde til Sadratu'l-Muntaha og har grædt
med en sådan gråd, at skaren i det høje og beboerne i
rigerne ovenover klagede ved hans sorg. Hvorpå der
blev spurgt, hvorfor denne klage og gråd? Han svarede:
Som ønsket biede jeg forventningsfuldt på
trofasthedens tinde, uden dog at indånde troskabens
vellugt fra dem der bor på jorden. Da opfordret til at
vende om så jeg, og se: Visse hellige duer blev
smerteligt plaget i kløerne på jordens hunde. Derpå
ilede himlens Jomfru utilsløret og strålende ud af sit
gådefulde palæ og forhørte sig om deres navne, og alle
blev nævnt på ét nær. Og da tilskyndet, blev dets
første bogstav ytret, hvorpå de himmelske kamres
beboere hastede ud af deres herligheds bolig. Og
medens det andet bogstav blev udtalt, faldt de alle
ned i støvet. I dette øjeblik hørtes en stemme fra den
inderste helligdom: "Så langt og ikke
længere". Sandelig, Vi vidner om det, som de har gjort
og nu gør.
|