1 |
O SØN AF ÅND! Fuglen søger sin rede;
nattergalen rosens ynde; mens de fugle, menneskenes
hjerter, tifredse med forgængeligt støv, har bevæget
sig langt bort fra deres evige rede, og med øjnene
vendt mod ligegyldighedens dynd, er berøvet den
guddommelige nærværs pragt. Ak! Hvor mærkværdigt og
sørgeligt: For blot en kopfuld har de vendt sig bort
fra bølgende have hos den Højeste og forblevet fjernt
fra den mest strålende horisont.
|