2 |
O I DER LIGGER SOM DØDE PÅ LIGEGYLDIGHEDENS LEJE!
Tider er forløbet, og jeres værdifulde liv er
næsten bragt til ende, dog har ikke et eneste pust af
renhed nået Vor hellighedens forgård fra jer. Skønt
nedsænket i tvivlens hav, bekender I alligevel med
jeres læber den eneste sande tro på Gud. Den hvem Jeg
afskyr, har I elsket, og Min fjende har I gjort til
ven. Ikke desto mindre går I på Min jord, indbilske og
selvtilfredse, uagtet Min jord er besværet af jer, og
alt på den skyr jer. Ville I blot åbne jeres øjne,
ville I, i sandhed, foretrække talløse sorger fremfor
denne glæde og ville regne selve døden for bedre end
dette liv.
|